Hvad er FGU?

Forberedende grunduddannelse (FGU) er hovedvejen for unge op til 25 år, som har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse. Uddannelsen tilbyder en bred vifte af uddannelsesmuligheder, som er tilpasset de unges behov og interesser.

Der tilbydes undervisning i 12 forskellige faglige temaer og ni almene fag. De almene fag kan give adgang til erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser. De faglige temaer introducerer til flere erhvervsuddannelsesområder og kan afsluttes med et uddannelsesbevis.

Uddannelsen er kendetegnet ved en undervisningsform, som adskiller sig fra traditionel skoleundervisning. Den adskiller sig på den måde, at praksis, produktion og praktik er de centrale omdrejningspunkter for undervisningen.

Skoledagen har en stabil rytme, hvor eleverne mødes i større og mindre hold. Der er tale om et inkluderende skolemiljø, der opleves som et læringsorienteret arbejdsfællesskab. Arbejdsformerne involverer samarbejde, men giver også mulighed for, at elever, der har behov derfor, kan trække sig tilbage og arbejde individuelt i perioder.

Uddannelsen skal medvirke til elevernes personlige, sociale og faglige afklaring vedrørende deres aktuelle situation og fremtidige uddannelse og beskæftigelse.

Baggrund

Udgangspunktet for etableringen af FGU var de anbefalinger, som Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse offentliggjorde i rapporten om ”Bedre veje til en ungdomsuddannelse” i februar 2017.

Rapporten konkluderede blandt andet, at manglende sammenhæng og høj kompleksitet var kendetegnende for den daværende samlede indsats overfor de unge, som ikke umiddelbart var parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Den pegede også på, at der ikke er behov for at reducere uddannelsesmulighederne for målgruppen. Tværtimod er der behov for et bredt og fleksibelt uddannelsestilbud og beskæftigelsesmuligheder, der imødekommer målgruppens diversitet og forskellige behov.

Anbefalingerne fra ekspertgruppen resulterede i den forberedende grunduddannelse (FGU), som i sin opbygning i langt højere grad imødekommer den enkelte unges ønsker og behov. Uddannelsen kan sættes fleksibelt sammen og justeres undervejs for at sikre progressionen i den enkelte unges forløb. Samtidig giver den et tilhørsforhold til et fast hold og et stabilt forløb med progressionsmål for den unge. Den viderefører de gode praksisser, der findes i tidligere forberedende tilbud (produktionsskole, avu, FGU, OBU, egu og KUU) og afspejler det lokale erhvervsliv og mulighederne for beskæftigelse i lokalområdet.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen vil for de fleste unge blive indledt på Basis. Basis er indgangen for unge, som ifølge deres uddannelsesplan har brug for kortere forløb, eller som
begynder på et tidspunkt uden for de to årlige optag på sporene. Der er løbende optag på basis – den unge kan begynde, når hun eller han er klar. For de fleste vil basisindgangen være en introduktion til det uddannelsesspor, den unge skal starte på efterfølgende. Det faglige indhold på basis omfatter derfor undervisning, der er relevant for det efterfølgende spor. Den unge modtager undervisning på det niveau, der passer fagligt til den enkelte.

Hvis det er uafklaret, om den unge skal i FGU eller et andet uddannelsestilbud eller beskæftigelse, kan den unge komme i afsøgningsforløb i FGU. Afsøgningsforløbet kan vare op til to uger. Her kan den unge få erfaringer med forskellige fagområder og blive realkompetencevurderet. Et afsøgningsforløb kan danne grundlag for den endelige vurdering af, hvorvidt den unge skal optages på FGU.

FGU har tre spor – Almen grunduddannelse (AGU), Erhvervsgrunduddannelse (EGU) og Produktionsgrunduddannelse (PGU).