Køkken og Klima i Frederiksværk
Værkstedet hører under fagtemaet “Mad og ernæring”. På Køkken og Klima lærer du at lave klima-venlig mad og hvordan det er at arbejde i et køkken. Vi laver klima-venlig mad hver dag for skolens elever og personale. Vi tager også på urteture til skov og strand, besøger økologiske gårde eller besøger andre fødevareproducenter.
Undervisningen tager udgangspunkt i det praktiske arbejde med at lave mad. Du kommer blandt andet til at lære om ernæring, økologisk mad og korrekt håndtering af fødevarer. Du kommer også til at lære at samarbejde i et køkken. Du vil helt sikkert opleve at finde nye venner på et hold, hvor vi har det trygt, sjovt og rart.
Hvis du interesserer dig for mad og desserter, vegansk/vegetarisk, så er dette værksted noget for dig.
Indhold
Vi laver, næsten hver dag, mad til omkring 50 mennesker. Andre dage er vi på tur eller bliver klogere med teoretisk undervisning. Vi laver klassiske retter fra det franske, danske, italienske og indiske køkken. Vi laver også moderne mad med udgangspunkt i ny nordisk mad. Udover at lave mad bager vi også kager og arbejder med gærdeje og brød. Du kommer til at lave menuplaner og bestille varer. Du bliver undervist teoretisk og med udgangspunkt i praksis. Du får også mulighed for at gå i dybden med råvarekendskab, sundhed og ernæring. Du vil lære en række fagudtryk, udfærdige opskrifter og lave udregninger i forhold til indkøb m.v. Vi laver videoer og billeder om vores arbejde i køkkenet, samt laver opskrift-bog (kogebog).
Samarbejde
Vi vil gerne være en del af lokalområdet og tilbyder derfor catering, fællesspisninger og tager del i markeder og festivaler.
Faglighed
Du kommer til at blive undervist i forskellige dyrkningsmetoder, for eksempel økologi og permakultur. Du lærer om dyrevelfærd, klimavenlig mad, restproduktion, affaldssortering og vugge-til-grav-principper. Derudover kommer du til at vide en masse om tilberedningsmetoder, hygiejne, brug af køkkenteknik, udskæringer, råvarekendskab og sæsoner.
Fremtidsperspektiver
Du kan på værkstedet få et overblik over de forskellige jobmuligheder inden for faget, for eksempel bager, kok eller tjener.
Du kan også komme i praktik ude i fødevarevirksomheder. Det kunne for eksempel være i en kantine, et hotel eller en restaurant.
Værkstedet er godkendt til at have lærlinge.
Interesseret?
Vil du gerne være elev hos os? Så kontakt en af vores vejledere, der hjælper dig videre.